Roning
Nu går starten til World Rowing Cup II
Klokken 09:30 starter det indledende løb til World Rowing Cub II. Det foregår i Lucerne, Schweiz hvor verdens bedste W2- roere er mødt op.
Kig med på www.woldrowing.com.
EM, som endte lidt anderledes, end vi havde håbet
Hvad var det lige der skete i sidste weekend, og hvor blev billederne af tilfredse ro-piger af? Det har vi snakket lidt om i denne uge, for der skal både evalueres når vi ror godt, og når vi ror knap så godt.
EM foregik i Brandenburg, Tyskland, fra den 6.-til den 8. maj, altså sidste weekend. Vi havde været på træningslejr i Italien i 10 dage op til, og vi følte os egentlig ret klar til at møde vores konkurrenter på banen.
Vi ankom, fik prøvet banen og benene af i et par dage op til konkurrencen, og da vores indledende løb stod for, syntes vi, at vi var godt forberedte.
Løbet ligger her på siden, godt nok uden billeder – men kommentatorerne siger det vi tænkte: ”Danish dynamite duo, demolishing the field” (Dansk dynamit duo, smadrer feltet). Vi kom godt igennem løbet og førte komfortabelt over de næste både. Det gav et ordentligt skud motivation! Vi var ikke bare med, vi havde også en god tid i forhold til englænderne*, som var i det andet indledende løb.
Vi havde kvalificeret os direkte til finalen, men det er jo ikke nok 🙂 Vi ville gå efter England, og der skulle bare roes til! Da det endelig blev tid til at ro, blæste det kraftigt fra siden. Det gik fint med at varme op, men da vi lagde til start var det lidt svært at holde kursen lige. Det skal ikke være en undskyldnings-svada, for det var svært for alle hold den dag! Vi var så ærgerlige over det! Simpelthen bare trætte af det. Der er helt sikkert noget at lære af det løb – men det var lidt svært at se lige til at starte med. Vi havde virkelig glædet os til at komme ud og vise de andre, jer og hele Europa, hvad vi har øvet os på, og hvor meget vi har lært siden sidste år. Vi var bare ikke helt lige så gode til at styre sidevinden som de andre hold, og derfor endte vi på en femteplads.
HELDIGVIS er der flere chancer! Det skal ikke ende på en trist note, for hellere lære at sidevind er en svaghed nu end senere! Nu kan vi nå at træne det inden Rio og det er trods alt det største mål i år. Desuden får vi allerede mulighed for at ræse igen i den kommende weekend til Copenhagen Regatta på vores hjemmebane i Bagsværd, og igen internationalt i Luzern om et par uger.
Det kribler helt i vabelfingrene for at få lov at ro om kap igen!
*Englænderne er forsvarende VM, EM og OL mestre, de har verdensrekorden og er ubesejrede i lang tid. Det er derfor de er værd at gå efter at slå!
Opsamlingsløb stiller både til finalerne
Fredag roede vi os direkte fra indledende heats til i A-finalen sammen med England. I dag har de øvrige hold konkurreret i opsamlingsløb om pladserne i A- og B-Finalerne.
Det er nu afgjort hvem vi stiller i A-Finalen med.
Se indledende heats ved EM 2016
Indledende heats ved 2016 European Championships (EM)
Vinderen fra hver af de to heats går direkte i A-Finalen på søndag. De resterende deltagere skal i opsamlingsløb, og kæmper lørdag om pladserne i A- eller B- finalerne. Se hvordan vi klarer os… 🙂
Startliste til indledende heats EM 2016
EM 2016 – På fredag går det løs
På fredag går det løs. Fra træningslejr i Italien går turen nu til Tyskland hvor EM 2016 afvikles i Brandenburg.
European Rowing Championships 2016 er årets første store prøvning. Vi mødes med de bedste fra mange nationer, og er absolut indstillede på at være med i front. Vejrudsigten siger høj sol, og ingen vind – så betingelserne for hurtig roning er tilstede.
Vi er så glade for at være nævnt på “Who to Watch” listen, så tag et kig med, når det går løs. www.worldrowing.com sender live video fra alle løb på følgende tidspunkter:
Indledende Løb | Fredag kl. 12:35 | (Se Live Roning) |
Opsamlingsløb | Lørdag kl. 10:55 | (Se Live Roning) |
B-Finaler | Søndag kl. 09:00 | (Se Live Roning) |
A-Finaler | Søndag kl. 11:18 | (Se Live Roning) |
Vi er udtaget til OL!
I dag er vi officielt blevet udtaget til at repræsentere Danmark til OL i vores bådtype, dametoer! Vi kvalificerede båden sidste år i september, til vores første VM sammen i toeren, og det er rigtig fedt at følge kvalifikationen til dørs med OL udtagelsen 🙂
Ingen af os har deltaget ved et OL før, så vi er meget spændte på, hvordan det bliver. Der er en masse postyr omkring hele arrangementet. Vi skal prøve OL-tøj, se på trikoter og solbriller, stille båd og stille op til interviews en gang imellem. Det er en anden verden end den daglige træning på Bagsværd Sø, og det er alt sammen med til at gøre tiden op til, og selve OL, til helt specielt.
De næste par uger er vi hjemme, inden vi tager til Italien på en kort træningslejr, som ender med at vi tager til EM i Brandenburg, Tyskland. Det bliver rigtig spændende at få testet formen af mod de andre hold. Det bliver første gang vi møder dem fysisk i år. Indtil da, vil vi holde øje med den første World Cup, som foregår i netop Italien. Her får vi mulighed for at se nogle af vores konkurrenter an, inden vi selv møder dem på kaproningsscenen i år. Det kommer vi med en opdatering på senere, lige nu skal vi nyde udtagelsen og fejre, at vores navne endelig er sat fast på vores pladser!
God onsdag!
Toerens Top Ti (2)
Vores tredje og sidste træningslejr i Portugal lakker mod enden. Det betyder også, at vi snart har været sydpå i sammenlagt 6 ud af årets 13 uger! Det må siges at være en pæn portion dage på hotellet her i Aviz.
Man kan sige meget om at være på træningslejr, og vi tænkte, ligesom sidste år, at vi ville lave en top 10 – det kunne jo være I var blevet inspireret til at tage her ned en tur.
*Disclaimer* Portugal byder på en hel masse ud over det vi lister her, men er man havnet et sted, to timer vest for Lissabon, i en dejlig lille flække, kan det være listen gælder dér 🙂
10. Hotellets kaffe til morgen, middag og aften. Den smager skørt (lidt af ristet brød), men når den bliver blandet med indholdet fra en kakaobrik, er det effektivt til at holde to tunge damer kørende 😉
9. Der er intet som lidt ninjatræning til at holde os skarpe – det sørger vores nyindkøbte fluesmækker og fluerne som kommer ind ad vores åbne terrassedør for.
8. Trænerne og fyssen er med til nærmest alt træning, så det er rigtig nemt at stille spørgsmål (også alle de dumme) og få rettet teknik på selv de mindste detaljer. Så er der ingen tvivl om, hvad vi skal gøre, og vi kan bruge energien på træningen.
7. Hjemmebragte lakridser. Ingen af os er de store lakridsspisere derhjemme, men så snart vi lander i Portugal er det som om lakridserne bliver uundværlige! Vi har derfor altid et lille arsenal med hjemmefra da der både skal være sød, salt, blød, hård og stærk lakrids.
6. At man kan ro 9km den ene vej uden at skulle vende! Når man så er halvvejs på programmet, skal man jo ”bare hjem igen”. 25km føles pludselig som det halve af hvis man skulle vende hver anden kilometer som på Bagsværd sø.
5. Så mange plusgrader at vi hverken behøver redningsvest eller så mange lag at det besværliggør vores roning.
4. Dessert hver aften. No more words needed.
3. Sengene. Ultimativt det sted ud over båden og spisesalen hvor vi tilbringer mest tid. Man får et nært forhold til sin seng i løbet af de to uger en træningslejr varer!
2. Udflugter til nærtliggende byer. Det er oftest på vores halve fridage, og det ender tit med at være hyggelige besøg på cafeer (kage(r) er en selvfølge), og mindst én gang om året, skal vi forsøge at komme ind og se et kapel med knogler (Capello dos ossos i Evora) – det kan være det lykkes i 2017.
1. At vi bare skal koncentrere os om at blive bedre til at ro og absolut ingenting andet. Fuld fokus og masser af km.
Næste træningslejr går til Varese om tre uger, og vi glæder os til at se hvad Italien har at byde på!
Med Spørge-Jørgen til OL
Det sker oftere og oftere at vi bliver spurgt om hvordan det egentlig er at skulle til OL. For lige meget hvor lidt eller meget folk går op i sport så ved de at OL – det er noget særligt.
Og helt ærligt, så er det lidt vildt at tænke på, for OL er kæmpestort og helt særligt. Det skaber glæde og spænding: sommerfugle og drømme fylder vores maver. Men samtidig skaber det også nervøsitet og tvivl – gør vi det godt nok? Og hvornår er det godt? Er det vi gør overhovedet rigtigt? Ødelægger vi noget i stedet? Eller er det netop det der gør forskellen?
I forbindelse med ungdoms vinter OL i Lillehammer er der lavet en video om alle de tanker der kan fylde i hovedet. Om de spørgsmål man stiller sig selv hver eneste dag i jagten på mere fart. Det er usikkerhed og det er trodsig, selvsikkerhed i en stor pærevælling der vælter rundt i hovedet. Og videoen er spot-on!
https://www.youtube.com/watch?v=Q2UQJ7CpW8c
Derfor må svaret på spørgsmålet om hvordan det er at skulle til OL være at det føles som en rejse fyldt med usikkerhed, skråsikkerhed og Spørge-Jørgen på skulderen!
6 måneder til OL og en ny fyr på båden
For en uge siden pakkede vi toeren, et par trikoter og tog til Portugal. Vi var lidt nervøse for, hvordan det skulle gå med roningen. Det er trods alt nogle måneder siden vi roede regelmæssigt på vandet.
Det havde vi ikke behøvet at tænke på. Det viser sig, at vores gode træning gennem vinteren også giver fart på vandet! Vi mangler måske lidt finesse, og der er et par detaljer vi har glemt siden sidste sommer, men bevægelsen i båden er slet ikke glemt 🙂
Inden vi rejste fik vi en ny fyr på vores hold. Han hedder Roi, og han er en hæklet drage/dino i Brasilien farver.
Han er en meget tålmodig mand, der både hjælper til med bådpakning og opmuntrer os mellem passene, ud over at passe på vores værelse mens vi træner.
Vi er rigtig glade for at være på vandet igen!